For 8 måneder siden vidste jeg at nu skulle der ske noget helt vildt. Dagen før havde politiet hjulpet mig hjem, efter min eks kæreste truede mig på livet, på en offentlig parkeringsplads og jeg måtte søge ly i en butik. Grunden til denne trussel, var den, at han ønskede min bil registreret over til ham, og han ville ikke flytte sin bil før jeg tilkendegav at jeg ville omregistrere den dagen efter. Han blokerede min mulighed for at køre ud af parkeringspladsen, og da jeg forsøgte at gå væk fra min bil, kørte han efter mig. Desperat fik jeg ringet 114, men da jeg ser han kommer efter mig, lægger jeg på og ringer 112. Her bliver jeg guidet til at søge ly i en butik og vente på politiet. Jeg kigger ud af vinduet i butikken og ser hans billygter lyse ind i butikken. Ventende i tomgang. Jeg forsøger at bevare min ro, men tænker alle omkring mig må have set min frygt i mine øjne. Politiet kommer og vi får en snak om min situation og de hjælper mig væk. Da jeg kommer op i min lejlighed, ser jeg hans bil trille ind på min parkeringsplads og holder lige ude for min blok. Min telefon ringer konstant og beskeder på min svarer fortæller mig at han ikke er tilfreds med situationen. For at købe mig fred, tager jeg telefonen og vi aftaler at vi næste dag skal omregistrere min bil. Dette var dråben efter flere måneders trusler og manipulation fra min eks kærestes side, og dråben der udløste at jeg flygtede på krisecenter.
Snak om mig på cafeen.
kære alle derude. Denne blog er nødvendig. Nødvendig fordi mine oplevelser, med en ekskæreste der ikke vil acceptere et brud mellem os, har ført til så mange negative oplevelser og påvirkninger på mig, mine nærmeste, mine bekendte, mit arbejde, politiet, kommunen, statsforvaltningen og mange flere. Negative oplevelser der er nødvendige italesættes og diskuteres rundt i vores små hjem, på cafeen, ved frokostbordet på arbejdspladsen, i løbeklubben, på de sociale medier, nyhederne, politikernes frokostbord eller i folketingssalen. Behandlingen af mig og mine børn som borgere, når der er uenighed om børn i statsforvaltningen, samt en kamp for hjælp når der er et polititilhold der skal respekteres. Ansvarsfralæggelse i kommune når jeg og mine børn er i nød og falder udenfor paragrafferne, og får afslag for den hjælp man egentligt er berettiget til. Politiets manglende opfølgning på hærværk, deres tone overfor mig når jeg ønsker hjælp efter længere tids stalking og chikane.
Jeg har egentligt ikke brug for at blive samtaleemnet, egentligt er jeg her hvor jeg burde sætte mig tilbage og vente på de sidste brikker falder på plads og jeg forhåbentligt vil kunne se en tilværelse i ro, men jeg ved at de personer jeg har lukket ind og fortalt min historie, har fået åbnet deres horisont, og jeg er ganske sikker på at jeg i forvejen har været samtaleemne rundt om spisebordene i forvejen, og bare der bliver talt, så er jeg ovenud tilfreds, for kun ved at bryde tabu, kan vi i fællesskab hjælpe hinanden, når der er brug for det. Så snak endelig løs om min situation, og spørg endelig hvis der er noget uklart. Tak for nu