Jeg blev installeret på et værelse på 10 kvadratmeter sammen med min søn. Der var en seng, et sengebord, en reol, et skrivebord, en stol, et tv, et par håndklæder og et køleskab. hvide vægge. På døren til værelset stod et nr og vores navne. Forenden af gangen lå 2 badeværelser som vi 5 værelser skulle dele. På badeværelset var en hylder med nr på, et toilet, en bruseniche, en håndvask og et puslebord. Der var en fælles spisestue, et fælles køkken og en fælles tv-stue. Ydermere var det vigtigste rum ikke langt fra vores værelse, legeværelset. Et stort rum med et stor lænestol hvor vi kunne læse bøger og masser og masser af legetøj. Ved hoveddøren var et kontor til personalet. Ved hoveddøren var der overvågningskameraer og man blev lukket ind ved at ringe på og derefter blev der lukket op af personalet. Udenom centeret var der bygninger der blev brugt til erhverv, et par butikker, et fitnesscenter. Krisecenteret lå midt i en by, men uden skilte og andre mærker der markerede at her var vi. Det blev hurtigt hverdag for os. Jeg prøvede så vidt det var muligt at respektere min søns vaner og sovemønstre samtidig med mit hovedet var ved at eksplodere over nye indtryk og opgaver jeg stod overfor. Vi stod op og spiste morgenmad i køkkenet. Her kunne vi snakke lidt med de kvinder og børn der var hjemme, og hilse på personalerne der mødte ind. I den første tid blev der set en del tegnefilm, mens jeg forsøgte at få talt med personalet om min situation og de hjalp mig med at finde rundt i systemerne. Politiet var de første jeg skulle tale med og efter der, var det Statsforvaltningen. Vi sov tit til middag begge 2 for jeg var ved at omkomme af træthed, og tankemylder, så en lur midt på dagen, var tiltrængt. Ved aftensmadstid var der travlt i fælleskøkkenet, og det var faktisk hyggeligt at stå så mange i køkkenet fra forskellige kulturer og lande, som alle lavede hver deres mad. Jeg lavede ikke så meget mad, men varmede det mad min mor sørgede for jeg altid havde. Om aftenen når sønnen var lagt til at sove, så satte jeg mig ned i fælles tv-stuen. Her var altid kvinder, personale og store børn som så tv eller talte med hinanden. Personalet sørgede altid for en kop kaffe og lidt forkælelse og det var nok det tætteste man kom på “hjem”. Det ér en institution med masser af regler og opgaver der skal overholdes da vi er mange sammen, og man er nødt til at tilpasse sig, og det fandt jeg ud af at min søn og jeg var virkelig dygtige til. Det gjorde at vi følte os vellidte blandt personalet og de andre kvinder, og det ved jeg, for der er flere af kvinderne vi har kontakt med i dag.
Min hverdag var tæt pakket med møder hos kommunen, politiet, statsforvaltningen, fogedretten, krisecenterets personaler, dansk stalking center og advokater. Jeg havde meget få dage jeg ikke var til “noget” og det var samtidig med at min søn var hos mig hele tiden. Man er ikke på badehotel på et krisecenter, tværtimod, man er på hele tiden og der er meget lidt mulighed for aflastning. Når jeg var helt fyldt op så lavede jeg aftaler med personalet om at de legede med min søn og jeg tog høretelefoner på og støvsugede hele huset…så langt kan man komme ud, for at få lidt alenetid. Weekenderne brugte jeg hos mine forældre sammen med mine sønner. Mine forældres hjem blev lavet om til et hotel som vi virkelig nød godt af. Jeg var i et halvt år, weekend-mor, med fokus på hygge og samvær i stedet for lektier og koordinering. Det var både dejligt ikke at have det ansvar for hverdagen, men med det kaos jeg selv stod i, så higede jeg efter en normal hverdag.