Jeg har altid klaret mine ting selv. Fundet løsninger gennem dialog, og strakt mig langt for at få et kompromis alle kan se sig glad ved. Nu stod jeg bare i en situation hvor dialog ikke førte nogle veje, og jeg blev mødt med “my way or the highway”. Jeg kontaktede derfor Statforvaltningen, og efter flere måneders skriveri blev jeg indkaldt til møde om fremtidig samvær mellem sønnen og hans far. Krisecenteret var behjælpelig med til sidst at få en dialog på telefon igennem i forhold til at jeg ønskede separate møder, da jeg var bange for farens adfærd ved et sådan møde, hvor vi stod meget langt fra hinanden. “er du bange for ham? Tror du virkelig han vil gøre dig noget?” Jeg blev slået i hovedet af en usynlig hammer. Havde de virkelig ikke læst alle de mails jeg havde sendt, hvor jeg havde forklaret om den psykiske vold og hans manipulation, jeg havde levet under. Ikke læst om den sidste tid fyldt med hærværk på mine biler, trusler på sms, mobilePay, emails, facebook. Jeg fik fremstammet at jeg var bange for ham, og jeg vidste at vi ikke ville kunne nå nogen form for enighed ved at mødes. “Fremover er det jer der skal træffe afgørelser, hvis der skal være et samvær og samarbejde om vores fælles søn” afsluttede jeg.
Ved mit første møde i statsforvaltningen havde jeg taget en bisidder med. Jeg var oprigtig nervøs og følte hele min fremtid afhang af denne samtale, så jeg havde forberedt mig på at fremvise hvordan mønsteret af ustabilt samvær mellem far og søn havde været vinteren over. Havde gjort det klart at jeg så samvær mellem far og søn som en mulighed, men jeg var bekymret for intentionen fra fars side til samværet. “hvad tror du der vil ske, hvis far og søn har samvær” juristen kigger på mig, fuldstændigt uden mimik. Jeg kigger ned i bordet og prøver at samle mig. “jeg ved da ikke hvad der kommer til at ske. Jeg vil gerne fortælle hvad der har været foregået forud for dette møde” ” det er lige meget, hvad tror du der vil ske?” mine tårer triller ned af mine kinder, og juristen rækker mig en klenex-pakke, og venter til jeg har samlet mig.
Hej, har læst lidt i din blogg og jeg oplever næsten det samme som dig. Min eks har ødelagt mit liv. Er blevet udsat for chikane, stalking, han har ødelagt min bil 9 ganger, fik hente min søn med politi hjælp fra ham osv osv har tit kontakt med politi, familieret osv. Ved ikke hvad jeg vil med min besked, men måske kan vi støtte hinanden?
Kære Suzan.
Tak for din tid til at læse på min blog.Hvor er jeg ked af at læse om dine oplevelser. Alle os der har oplevet psykisk og fysisk vold KAN hjælpe hinanden. Bare det, vi ved hvordan det føles at stå magtesløs i en situation der er så grotesk, giver os mulighed for at trække vejret og føle os normale i det unormale. Du er velkommen til at kontakte mig på mail sologstrand@icloud.com.