Hverdagens trummerum er så småt ved at finde vej i vores familie. Børnehave, skole, arbejde, fritidsinteresser, oprydning, madlavning, lektiehjælp, cykel-øve-ture, og alt det andet vi når fra vi står op til vi går i seng. Det er super dejligt at mærke en hverdag der fortæller mig at vi er nået langt. Jeg er nået langt…har nu stablet en hverdag på benene efter alt for lang tid med frygt, stalking, chikane og systemets langsomlighed.
Jeg ser faktisk kun fremad, har næsten ingen flashbacks, sover ok om natten, kigger mig ikke over skulderen hele tiden og tager ud og handler når det passer mig. Når jeg møder nye mennesker, så er det ikke mennesker der skal høre min historie, men mennesker der nu er arbejdsrelaterede, forældre fra børnehaven eller fritidsinteresser og som interesserer sig for mig og min familie som vi lever idag. Jeg troede i en periode at jeg var blevet den oplevelse jeg havde været igennem, men med tiden kan jeg mærke at den fylder mindre og mindre. Jeg er dog ikke den samme som for 8 år siden. Jeg er mærket af forholdet med min eks og især tiden efter bruddet. Jeg har næsten aldrig min telefon på lyd, da min krop reagerer for meget ved lyde fra min telefon. Det er på baggrund af den periode hvor jeg konstant blev bombarderet af sms´er og opringninger, i perioder over 50 sms´er og 50 opkald om dagen. Jeg bliver nervøs hver gang jeg får besked fra e-boks om at der ligger en ny mail. Alle mails fra offentlige myndigheder kommer på e-boks og sidste sommer var der beskeder ugentligt, og de var aldrig positive, så mit alarmberedskab er igang så snart jeg ser det er derfra. Heldigvis kommer der ikke mails der er ubehagelige, men frygten sidder i mig og aktiveres hver gang. Jeg har opgivet at nå alt det jeg altid har kunne gøre. Jeg har en god dag hvis jeg ikke skal noget ud over arbejdet. For mange opgaver i hjemmet gør mig umulig at være i nærheden af, jeg mister overblikket og bliver irriteret. Det betyder at jeg nu er så opmærksom på at lave kun det nødvendige og lade resten vente. Flere kloge hoveder har fortalt at mine symptomer er på baggrund af PTSD. Mit håb er at de bliver mindre med tiden, men jeg er indstillet på at jeg vil være mærket for livet, og det er helt ok, jeg skal huske på at mærke mig selv i fremtiden, så jeg ikke havner her igen.