“Du skal se at komme her ud til os hurtigst muligt” siger stemmen i telefonen, som fortæller mig, at de har en plads til mig, på krisecenteret. Jeg har fortalt om min håbløse situation, hvor jeg har en aftale med min eks om at omregistrere min bil 3 timer senere end dette opkald. “Må jeg køre hjem om hente mine ting?” Jeg vandrer hvileløst rundt i mine forældres stue og kan kun tænke på at jeg skal have noget tøj med til min søn. “Kan din eks være i nærheden af din bolig? For så må ikke tage alene derhen.” Muligheden var stor, så jeg kigger på min far som nikker til at tage med. Mit hjerte banker helt vildt og jeg forsøger at planlægge hvad jeg skal pakke. Vi er i min bolig i 15 minutter. Min far holder øje med parkeringspladsen, og jeg finder en blå IKEApose og propper de vigtigste ting i. Jeg når at tænke, at jeg ikke aner hvad jeg går ind til nu, men tanken om at være på et krisecenter hvor min eks ikke ved hvor jeg er, den er lidt rar. Mine ældste drenge er kommet hjem til mine forældre, og jeg får sagt til dem at jeg bliver nødt til at tage væk, og der vil være nogen der passer på mig. Mere må jeg ikke sige, og jeg sætter mig i bilen og kører afsted. Min mindste søn har jeg med, og han falder hurtigt i søvn på bagsædet. Jeg forsøger at høre lidt musik men det afbrydes konstant af min eks der forsøger at få fat i mig. Truslerne om hvad der vil ske hvis jeg ikke kommer til synshallen bibber ind på sms´er. Jeg fokuserer på vejen og har kørt en stor omvej for at undgå at han er samme sted som mig.
Jeg ankommer til krisecenteret og jeg bliver taget imod af lederen som finder legetøj til min søn, og lidt saft og kaffe. Vi sidder i et møderum og jeg forsøger at fortælle om min situation mens min telefon er rødglædende. Lederen har ikke taget noter, men lyttet interesseret, kigger på mig og siger “Du er berettiget til et ophold her”. Først dér går det op for mig, at det her er helt ude af kontrol. Lederen hjælper mig med at “nulstille” min telefon og ipad, så den ikke kan findes. Jeg får en chip til værelse 5 og jeg får besked på at finde et sted til min bil hvor den kan stå uden at vække opsigt. Jeg har heldigvis noget familie i nærheden og får lov til at parkere hos dem. Den første aften/nat på krisecenteret, mærker jeg for første gang hvor forkert det hele er. Jeg ligger med min søn ved min side og ved ikke hvordan i morgen ser ud.