Min jerndør, mit symbol på frihed med begræsninger og min eks.

Da jeg var på krisecenter blev jeg opmærksom på at beskytte mig selv bedst muligt. Beskytte mig mod trusler, dårlig opførsel, nedbrydende adfærd. Jeg lærte at sætte en jerndør om mig selv, når min eks forsøgte at komme i nærheden af mig. Den dør er fortsat mit symbol på mig frihed med begræsninger. Jeg kan leve i sikkerhed bag min dør, men åbner jeg den på klem…ikke for ham, men for at se verdenen udenfor, så er det som at træde ud og vente på sabeltigeren der ligger på lur.

Den er samtidig blevet mit symbol på min eks. I mange år forsøgte jeg at forklare ham hvordan verdenen så ud, hvordan man tog hensyn til hinanden og hvordan hans opførsel var problematisk. Intet hjalp og jeg kunne lige så godt tale til en dør. Gennem hele vores samliv forsøgte jeg at lære ham om opførsel overfor andre mennesker og især hans børn. Jeg troede oprigtigt på at han lyttede, men som hans adfærd ikke ændrede sig, så tænkte jeg flere gange “det er som at tale med en dør”. Efter vores brud blev hans adfærd voldsomt truende og uværdigt, forsøgte jeg igen at korrigere, men det eskalerede og jeg måtte flygte bag en dør. Politiet beordrede os til ikke at have kontakt, på min anmodning, men det afholdt ham ikke fra at blive ved…og hvor kan man så komme af med sin frustration? Man kan tale med en dør:) Jeg har fysisk stået foran en dør og fortalt ham hvor forkert han var på den. Fortalt hvad han gjorde ved børnene i vores liv, mod mig, mod ham selv. Jeg stod der og talte og bagefter kunne jeg sætte mig ned og få en følelse af at det havde været det samme om han faktisk stod der.

I dag snakker jeg ikke længere med døre, snakker ikke længere til min eks. Det er så indgroet i mig at han ikke kan høre noget som helst. Jeg mangler en “voksen” der kan oversætte og hjælpe ham med at forstå at hans adfærd ikke hjælper på vores situation. Jeg har dog indset at ingen kan oversætte til ham. politiet har opsat tilhold som han bryder hver uge gennem sms´er, Statsforvaltningen der har nedsat samværsaftale som han bryder hver uge, pædagoerne der forsøgte at give ham redskaber til kommunikation med børn, som jeg kan høre på vores søn ikke er eksisterende. Jeg har accepteret at jeg kan kæmpe for at min jerndør forbliver lukket og når han prøver at banke på, så åbner jeg ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *