“Dette er jo et klassisk eksempel på en kvinde der er blevet træt af hendes forhold, udstiller manden som en hidsigprop og flygter med barnet, så faren ikke har kontakt til barnet og nu står vi her i en retssag om forældremyndigheden, som hun nu ønsker at have for sig selv, da hun ikke mener manden kan samarbejde om barnet”. Ekskærestens advokat kigger ned i hans papir, mens han holder hans afsluttende procedure. Jeg er helt forpustet over hans lange smøre af ukorrekte påstande, og mærker dampen i mig. Min egen advokat sidder fuldstændig stille, og med alt tydelighed viser mig at det her er en “klassisk” retssag, men ikke at det den anden advokat er sandt. Jeg bobler indeni, mens dommeren fortæller at der vil falde dom om en uge på minretssag.dk og mødet er hævet. Jeg er rasende nu. Har alle hørt hvad jeg har fortalt om mit samliv med min ekskæreste, og efter bruddet hvordan jeg blev udsat for stalking, chikane, krænkende adfærd. Forstod dommeren at jeg ikke kan og vil samarbejde med den mand? Jeg bliver overdynget af frygt for om jeg har gjort det godt nok til mødet. Fik jeg sagt det jeg skulle. Forstod de min situation. Forstod de min søns situation? Min advokat forsøgte at berolige mig med at dommeren formentlig allerede nu har truffet sin afgørelse og han mener det taler til min fordel. Ikke helt overbevisende i min verden på det tidspunkt, og på ud af retssalen begynder min nervøsitet at stige. Møder jeg min eks på vej hjem? Vil han kommentere på mødet? Vil han forsøge at nærme mig?
Nu sidder jeg her 3 dage efter dommen, og tænker tilbage på de 10 minutter af retsmødet, som ramte lige ind i den kliche, verden som vi forældre mødes med, når vi har samarbejdesvanskeligheder med en person der viser psykopatiske træk. Jeg blev fremstillet som et hysterisk kvindemenneske, der var urimelig og uretfærdig overfor min eks…og intet er mere forkert, for det er den anden vej rundt. Men den der italesætter det først, får oftest vores tanker den vej. Heldigvis faldt dommen til min fordel, og retten har gjort det klart at vi ikke skal samarbejde og det betyder idag at jeg kan lægge oplevelsen i en kasse og komme videre. Det betyder dog også at jeg stadigvæk bliver påvirket af min frygt for at samfundet stoler på ekskærestens fortælling, men jeg har opmærksomhed på det, og vil med tiden forhåbentligt lære at slå fra når løgnene fylder i et rum. Jeg har med den afgørelse, igen fået min tillid tilbage til at samfundet med tiden kan gennemskue min situation.