30 April 2018 fik jeg besked i e-boks om at min anmodning om hjælp til at sætte grænser for min eks-kærestes chikane og stalking, havde udløst et tilhold. Tilholdet betyder at han ikke må kontakte eller følge efter mig. Ingen kontakt personligt, mundtligt eller på skrift. Ingen mails, sms´er, beskeder via sociale medier eller lignende. Han må ikke på anden måde kontakte eller følge efter mig, og han må ikke kontakte mig indirekte f.eks ved at skrive om mig på internettet. Tilholdet er gyldigt i 5 år. Hvis han kontakter eller forfølger mig, kan han blive straffet med bøde eller fængsel indtil 2 år (omskrevet fra tilholdet udstedt af politiet)
Selv om det er over et år siden, så husker jeg stadig øjeblikket. Jeg sad på krisecenteret og var ved at komme mig over weekenden hvor min bil, igen, blev udsat for hærværk, og min søns konfirmation blev afholdt. En weekend hvor jeg igen skulle rejse mig og vise mine børn at selvom der var fare derude, så var vi i sikkerhed.
Jeg fik åbnet e-boksen og sank sammen i både glæde og sorg. Dette var en af de første oplevelser jeg havde, hvor systemet kunne se at jeg ikke var skør. Her var beviset på, at ekskærestens adfærd var for meget. Den dag blev også starten på min logbog, som jeg fik oprettet gennem dansk stalking center, for nu startede et arbejde for mig, med at skaffe beviser og registreringer når han brød tilholdet. Første henvendelse efter tilholdet var 6/5 hvor han sender mig beskeder på MobilePay a 1 kr. pr. besked. Dette blev starten på hans kreativitet, og forsøg på at omgå tilholdet. Især facebook blev hans forsøg på at få fat i mig, eller få en reaktion. Falske profiler der skriver til mig i offentlige grupper, venneadmodninger med navne på familiemedlemmer og gamle bekendskaber. Derudover opsøgte han mig på krisecenteret. Efter krisecenteret fulgte han efter mig fra min nye lejlighed til mine forældre, kom hjem til min lejlighed og smed kanonslag udenfor mit vindue 3 aftenener i træk. Alle disse brud betød at jeg skulle vidne mod ham i en retssag i januar i år, om flere af de oplevelser jeg havde haft. Han blev dømt på samtlige forhold, og mit arbejde med logbog gjorde at jeg virkede troværdig under retssagen, da jeg havde styr på dato, tid og sted og det havde min ekskæreste ikke. Jeg står formentlig overfor endnu en retssag, som der ikke er fastsat her fra påsken af, så min logbog bliver stadig ajourført, men heldigvis ikke så tit som for et år siden.
Den største udfordring lige nu med tilholdet, er at der er samvær mellem min ekskæreste og vores fælles søn. Vi forældre må ikke kommunikere om andet end vores søn, og da det er svært for min ekskæreste ikke at tale om alt det han foretager sig, så er det nu mine forældre der står for kommunikationen. Det betyder at henvendelser fra ham til mig sendes gennem mine forældre, og overtræder de tilholdet, så modtager politiet dem. Det er sket et par gange, og politiet har forsøgt at skitsere overfor os hvad der må kommunikeres om. Men hold da op hvor er der mange grå zoner. Statsforvaltningen har ikke hjulpet os på vej. De ved der ligger et tilhold og jeg har flere gange bedt dem om at hjælpe os med en kommunikationsaftale, men det har de ikke ville gøre. Som de gentagende gange skriver “vi vil gerne være behjælpelige, hvis mor og far ikke selv kan finde gode løsninger”. Hvordan skulle vi finde løsninger, når vi ikke må kommunikere? Jeg har haft god hjælp af dansk stalking center ift hvordan jeg takler det her og jeg må stadig have fat i dem, når der opstår grå zoner.
Jeg tænker tit på hvordan de næste 4 år med tilholdet vil foregå, og er nået til at de vil fortsætte som det første, men hvad så efter de 5 år er gået og der ikke længere er et tilhold i mellem os. Og hvordan vil min søns liv forme sig, og vil han på et tidspunkt spørge ind til hvorfor mor og far ikke snakker sammen? Og hvad siger jeg så?