Stalking, psykisk vold, system vold, oplevelser efter brud i et forhold.

Jeg blev installeret på et værelse på 10 kvadratmeter sammen med min søn. Der var en seng, et sengebord, en reol, et skrivebord, en stol, et tv, et par håndklæder og et køleskab. hvide vægge. På døren til værelset stod et nr og vores navne. Forenden af gangen lå 2 badeværelser som vi 5 værelser skulle dele. På badeværelset var en hylder med nr på, et toilet, en bruseniche, en håndvask og et puslebord. Der var en fælles spisestue, et fælles køkken og en fælles tv-stue. Ydermere var det vigtigste rum ikke langt fra vores værelse, legeværelset. Et stort rum med et stor lænestol hvor vi kunne læse bøger og masser og masser af legetøj. Ved hoveddøren var et kontor til personalet. Ved hoveddøren var der overvågningskameraer og man blev lukket ind ved at ringe på og derefter blev der lukket op af personalet. Udenom centeret var der bygninger der blev brugt til erhverv, et par butikker, et fitnesscenter. Krisecenteret lå midt i en by, men uden skilte og andre mærker der markerede at her var vi. Det blev hurtigt hverdag for os. Jeg prøvede så vidt det var muligt at respektere min søns vaner og sovemønstre samtidig med mit hovedet var ved at eksplodere over nye indtryk og opgaver jeg stod overfor. Vi stod op og spiste morgenmad i køkkenet. Her kunne vi snakke lidt med de kvinder og børn der var hjemme, og hilse på personalerne der mødte ind. I den første tid blev der set en del tegnefilm, mens jeg forsøgte at få talt med personalet om min situation og de hjalp mig med at finde rundt i systemerne. Politiet var de første jeg skulle tale med og efter der, var det Statsforvaltningen. Vi sov tit til middag begge 2 for jeg var ved at omkomme af træthed, og tankemylder, så en lur midt på dagen, var tiltrængt. Ved aftensmadstid var der travlt i fælleskøkkenet, og det var faktisk hyggeligt at stå så mange i køkkenet fra forskellige kulturer og lande, som alle lavede hver deres mad. Jeg lavede ikke så meget mad, men varmede det mad min mor sørgede for jeg altid havde. Om aftenen når sønnen var lagt til at sove, så satte jeg mig ned i fælles tv-stuen. Her var altid kvinder, personale og store børn som så tv eller talte med hinanden. Personalet sørgede altid for en kop kaffe og lidt forkælelse og det var nok det tætteste man kom på “hjem”. Det ér en institution med masser af regler og opgaver der skal overholdes da vi er mange sammen, og man er nødt til at tilpasse sig, og det fandt jeg ud af at min søn og jeg var virkelig dygtige til. Det gjorde at vi følte os vellidte blandt personalet og de andre kvinder, og det ved jeg, for der er flere af kvinderne vi har kontakt med i dag.

Min hverdag var tæt pakket med møder hos kommunen, politiet, statsforvaltningen, fogedretten, krisecenterets personaler, dansk stalking center og advokater. Jeg havde meget få dage jeg ikke var til “noget” og det var samtidig med at min søn var hos mig hele tiden. Man er ikke på badehotel på et krisecenter, tværtimod, man er på hele tiden og der er meget lidt mulighed for aflastning. Når jeg var helt fyldt op så lavede jeg aftaler med personalet om at de legede med min søn og jeg tog høretelefoner på og støvsugede hele huset…så langt kan man komme ud, for at få lidt alenetid. Weekenderne brugte jeg hos mine forældre sammen med mine sønner. Mine forældres hjem blev lavet om til et hotel som vi virkelig nød godt af. Jeg var i et halvt år, weekend-mor, med fokus på hygge og samvær i stedet for lektier og koordinering. Det var både dejligt ikke at have det ansvar for hverdagen, men med det kaos jeg selv stod i, så higede jeg efter en normal hverdag.

“Du skal se at komme her ud til os hurtigst muligt” siger stemmen i telefonen, som fortæller mig, at de har en plads til mig, på krisecenteret. Jeg har fortalt om min håbløse situation, hvor jeg har en aftale med min eks om at omregistrere min bil 3 timer senere end dette opkald. “Må jeg køre hjem om hente mine ting?” Jeg vandrer hvileløst rundt i mine forældres stue og kan kun tænke på at jeg skal have noget tøj med til min søn. “Kan din eks være i nærheden af din bolig? For så må ikke tage alene derhen.” Muligheden var stor, så jeg kigger på min far som nikker til at tage med. Mit hjerte banker helt vildt og jeg forsøger at planlægge hvad jeg skal pakke. Vi er i min bolig i 15 minutter. Min far holder øje med parkeringspladsen, og jeg finder en blå IKEApose og propper de vigtigste ting i. Jeg når at tænke, at jeg ikke aner hvad jeg går ind til nu, men tanken om at være på et krisecenter hvor min eks ikke ved hvor jeg er, den er lidt rar. Mine ældste drenge er kommet hjem til mine forældre, og jeg får sagt til dem at jeg bliver nødt til at tage væk, og der vil være nogen der passer på mig. Mere må jeg ikke sige, og jeg sætter mig i bilen og kører afsted. Min mindste søn har jeg med, og han falder hurtigt i søvn på bagsædet. Jeg forsøger at høre lidt musik men det afbrydes konstant af min eks der forsøger at få fat i mig. Truslerne om hvad der vil ske hvis jeg ikke kommer til synshallen bibber ind på sms´er. Jeg fokuserer på vejen og har kørt en stor omvej for at undgå at han er samme sted som mig.

Jeg ankommer til krisecenteret og jeg bliver taget imod af lederen som finder legetøj til min søn, og lidt saft og kaffe. Vi sidder i et møderum og jeg forsøger at fortælle om min situation mens min telefon er rødglædende. Lederen har ikke taget noter, men lyttet interesseret, kigger på mig og siger “Du er berettiget til et ophold her”. Først dér går det op for mig, at det her er helt ude af kontrol. Lederen hjælper mig med at “nulstille” min telefon og ipad, så den ikke kan findes. Jeg får en chip til værelse 5 og jeg får besked på at finde et sted til min bil hvor den kan stå uden at vække opsigt. Jeg har heldigvis noget familie i nærheden og får lov til at parkere hos dem. Den første aften/nat på krisecenteret, mærker jeg for første gang hvor forkert det hele er. Jeg ligger med min søn ved min side og ved ikke hvordan i morgen ser ud.

Da jeg var på krisecenter blev jeg opmærksom på at beskytte mig selv bedst muligt. Beskytte mig mod trusler, dårlig opførsel, nedbrydende adfærd. Jeg lærte at sætte en jerndør om mig selv, når min eks forsøgte at komme i nærheden af mig. Den dør er fortsat mit symbol på mig frihed med begræsninger. Jeg kan leve i sikkerhed bag min dør, men åbner jeg den på klem…ikke for ham, men for at se verdenen udenfor, så er det som at træde ud og vente på sabeltigeren der ligger på lur.

Den er samtidig blevet mit symbol på min eks. I mange år forsøgte jeg at forklare ham hvordan verdenen så ud, hvordan man tog hensyn til hinanden og hvordan hans opførsel var problematisk. Intet hjalp og jeg kunne lige så godt tale til en dør. Gennem hele vores samliv forsøgte jeg at lære ham om opførsel overfor andre mennesker og især hans børn. Jeg troede oprigtigt på at han lyttede, men som hans adfærd ikke ændrede sig, så tænkte jeg flere gange “det er som at tale med en dør”. Efter vores brud blev hans adfærd voldsomt truende og uværdigt, forsøgte jeg igen at korrigere, men det eskalerede og jeg måtte flygte bag en dør. Politiet beordrede os til ikke at have kontakt, på min anmodning, men det afholdt ham ikke fra at blive ved…og hvor kan man så komme af med sin frustration? Man kan tale med en dør:) Jeg har fysisk stået foran en dør og fortalt ham hvor forkert han var på den. Fortalt hvad han gjorde ved børnene i vores liv, mod mig, mod ham selv. Jeg stod der og talte og bagefter kunne jeg sætte mig ned og få en følelse af at det havde været det samme om han faktisk stod der.

I dag snakker jeg ikke længere med døre, snakker ikke længere til min eks. Det er så indgroet i mig at han ikke kan høre noget som helst. Jeg mangler en “voksen” der kan oversætte og hjælpe ham med at forstå at hans adfærd ikke hjælper på vores situation. Jeg har dog indset at ingen kan oversætte til ham. politiet har opsat tilhold som han bryder hver uge gennem sms´er, Statsforvaltningen der har nedsat samværsaftale som han bryder hver uge, pædagoerne der forsøgte at give ham redskaber til kommunikation med børn, som jeg kan høre på vores søn ikke er eksisterende. Jeg har accepteret at jeg kan kæmpe for at min jerndør forbliver lukket og når han prøver at banke på, så åbner jeg ikke.

Hverdagens trummerum er så småt ved at finde vej i vores familie. Børnehave, skole, arbejde, fritidsinteresser, oprydning, madlavning, lektiehjælp, cykel-øve-ture, og alt det andet vi når fra vi står op til vi går i seng. Det er super dejligt at mærke en hverdag der fortæller mig at vi er nået langt. Jeg er nået langt…har nu stablet en hverdag på benene efter alt for lang tid med frygt, stalking, chikane og systemets langsomlighed.

Jeg ser faktisk kun fremad, har næsten ingen flashbacks, sover ok om natten, kigger mig ikke over skulderen hele tiden og tager ud og handler når det passer mig. Når jeg møder nye mennesker, så er det ikke mennesker der skal høre min historie, men mennesker der nu er arbejdsrelaterede, forældre fra børnehaven eller fritidsinteresser og som interesserer sig for mig og min familie som vi lever idag. Jeg troede i en periode at jeg var blevet den oplevelse jeg havde været igennem, men med tiden kan jeg mærke at den fylder mindre og mindre. Jeg er dog ikke den samme som for 8 år siden. Jeg er mærket af forholdet med min eks og især tiden efter bruddet. Jeg har næsten aldrig min telefon på lyd, da min krop reagerer for meget ved lyde fra min telefon. Det er på baggrund af den periode hvor jeg konstant blev bombarderet af sms´er og opringninger, i perioder over 50 sms´er og 50 opkald om dagen. Jeg bliver nervøs hver gang jeg får besked fra e-boks om at der ligger en ny mail. Alle mails fra offentlige myndigheder kommer på e-boks og sidste sommer var der beskeder ugentligt, og de var aldrig positive, så mit alarmberedskab er igang så snart jeg ser det er derfra. Heldigvis kommer der ikke mails der er ubehagelige, men frygten sidder i mig og aktiveres hver gang. Jeg har opgivet at nå alt det jeg altid har kunne gøre. Jeg har en god dag hvis jeg ikke skal noget ud over arbejdet. For mange opgaver i hjemmet gør mig umulig at være i nærheden af, jeg mister overblikket og bliver irriteret. Det betyder at jeg nu er så opmærksom på at lave kun det nødvendige og lade resten vente. Flere kloge hoveder har fortalt at mine symptomer er på baggrund af PTSD. Mit håb er at de bliver mindre med tiden, men jeg er indstillet på at jeg vil være mærket for livet, og det er helt ok, jeg skal huske på at mærke mig selv i fremtiden, så jeg ikke havner her igen.

30 April 2018 fik jeg besked i e-boks om at min anmodning om hjælp til at sætte grænser for min eks-kærestes chikane og stalking, havde udløst et tilhold. Tilholdet betyder at han ikke må kontakte eller følge efter mig. Ingen kontakt personligt, mundtligt eller på skrift. Ingen mails, sms´er, beskeder via sociale medier eller lignende. Han må ikke på anden måde kontakte eller følge efter mig, og han må ikke kontakte mig indirekte f.eks ved at skrive om mig på internettet. Tilholdet er gyldigt i 5 år. Hvis han kontakter eller forfølger mig, kan han blive straffet med bøde eller fængsel indtil 2 år (omskrevet fra tilholdet udstedt af politiet)

Selv om det er over et år siden, så husker jeg stadig øjeblikket. Jeg sad på krisecenteret og var ved at komme mig over weekenden hvor min bil, igen, blev udsat for hærværk, og min søns konfirmation blev afholdt. En weekend hvor jeg igen skulle rejse mig og vise mine børn at selvom der var fare derude, så var vi i sikkerhed.

Jeg fik åbnet e-boksen og sank sammen i både glæde og sorg. Dette var en af de første oplevelser jeg havde, hvor systemet kunne se at jeg ikke var skør. Her var beviset på, at ekskærestens adfærd var for meget. Den dag blev også starten på min logbog, som jeg fik oprettet gennem dansk stalking center, for nu startede et arbejde for mig, med at skaffe beviser og registreringer når han brød tilholdet. Første henvendelse efter tilholdet var 6/5 hvor han sender mig beskeder på MobilePay a 1 kr. pr. besked. Dette blev starten på hans kreativitet, og forsøg på at omgå tilholdet. Især facebook blev hans forsøg på at få fat i mig, eller få en reaktion. Falske profiler der skriver til mig i offentlige grupper, venneadmodninger med navne på familiemedlemmer og gamle bekendskaber. Derudover opsøgte han mig på krisecenteret. Efter krisecenteret fulgte han efter mig fra min nye lejlighed til mine forældre, kom hjem til min lejlighed og smed kanonslag udenfor mit vindue 3 aftenener i træk. Alle disse brud betød at jeg skulle vidne mod ham i en retssag i januar i år, om flere af de oplevelser jeg havde haft. Han blev dømt på samtlige forhold, og mit arbejde med logbog gjorde at jeg virkede troværdig under retssagen, da jeg havde styr på dato, tid og sted og det havde min ekskæreste ikke. Jeg står formentlig overfor endnu en retssag, som der ikke er fastsat her fra påsken af, så min logbog bliver stadig ajourført, men heldigvis ikke så tit som for et år siden.

Den største udfordring lige nu med tilholdet, er at der er samvær mellem min ekskæreste og vores fælles søn. Vi forældre må ikke kommunikere om andet end vores søn, og da det er svært for min ekskæreste ikke at tale om alt det han foretager sig, så er det nu mine forældre der står for kommunikationen. Det betyder at henvendelser fra ham til mig sendes gennem mine forældre, og overtræder de tilholdet, så modtager politiet dem. Det er sket et par gange, og politiet har forsøgt at skitsere overfor os hvad der må kommunikeres om. Men hold da op hvor er der mange grå zoner. Statsforvaltningen har ikke hjulpet os på vej. De ved der ligger et tilhold og jeg har flere gange bedt dem om at hjælpe os med en kommunikationsaftale, men det har de ikke ville gøre. Som de gentagende gange skriver “vi vil gerne være behjælpelige, hvis mor og far ikke selv kan finde gode løsninger”. Hvordan skulle vi finde løsninger, når vi ikke må kommunikere? Jeg har haft god hjælp af dansk stalking center ift hvordan jeg takler det her og jeg må stadig have fat i dem, når der opstår grå zoner.

Jeg tænker tit på hvordan de næste 4 år med tilholdet vil foregå, og er nået til at de vil fortsætte som det første, men hvad så efter de 5 år er gået og der ikke længere er et tilhold i mellem os. Og hvordan vil min søns liv forme sig, og vil han på et tidspunkt spørge ind til hvorfor mor og far ikke snakker sammen? Og hvad siger jeg så?

“Dette er jo et klassisk eksempel på en kvinde der er blevet træt af hendes forhold, udstiller manden som en hidsigprop og flygter med barnet, så faren ikke har kontakt til barnet og nu står vi her i en retssag om forældremyndigheden, som hun nu ønsker at have for sig selv, da hun ikke mener manden kan samarbejde om barnet”. Ekskærestens advokat kigger ned i hans papir, mens han holder hans afsluttende procedure. Jeg er helt forpustet over hans lange smøre af ukorrekte påstande, og mærker dampen i mig. Min egen advokat sidder fuldstændig stille, og med alt tydelighed viser mig at det her er en “klassisk” retssag, men ikke at det den anden advokat er sandt. Jeg bobler indeni, mens dommeren fortæller at der vil falde dom om en uge på minretssag.dk og mødet er hævet. Jeg er rasende nu. Har alle hørt hvad jeg har fortalt om mit samliv med min ekskæreste, og efter bruddet hvordan jeg blev udsat for stalking, chikane, krænkende adfærd. Forstod dommeren at jeg ikke kan og vil samarbejde med den mand? Jeg bliver overdynget af frygt for om jeg har gjort det godt nok til mødet. Fik jeg sagt det jeg skulle. Forstod de min situation. Forstod de min søns situation? Min advokat forsøgte at berolige mig med at dommeren formentlig allerede nu har truffet sin afgørelse og han mener det taler til min fordel. Ikke helt overbevisende i min verden på det tidspunkt, og på ud af retssalen begynder min nervøsitet at stige. Møder jeg min eks på vej hjem? Vil han kommentere på mødet? Vil han forsøge at nærme mig?

Nu sidder jeg her 3 dage efter dommen, og tænker tilbage på de 10 minutter af retsmødet, som ramte lige ind i den kliche, verden som vi forældre mødes med, når vi har samarbejdesvanskeligheder med en person der viser psykopatiske træk. Jeg blev fremstillet som et hysterisk kvindemenneske, der var urimelig og uretfærdig overfor min eks…og intet er mere forkert, for det er den anden vej rundt. Men den der italesætter det først, får oftest vores tanker den vej. Heldigvis faldt dommen til min fordel, og retten har gjort det klart at vi ikke skal samarbejde og det betyder idag at jeg kan lægge oplevelsen i en kasse og komme videre. Det betyder dog også at jeg stadigvæk bliver påvirket af min frygt for at samfundet stoler på ekskærestens fortælling, men jeg har opmærksomhed på det, og vil med tiden forhåbentligt lære at slå fra når løgnene fylder i et rum. Jeg har med den afgørelse, igen fået min tillid tilbage til at samfundet med tiden kan gennemskue min situation.

Jeg har altid klaret mine ting selv. Fundet løsninger gennem dialog, og strakt mig langt for at få et kompromis alle kan se sig glad ved. Nu stod jeg bare i en situation hvor dialog ikke førte nogle veje, og jeg blev mødt med “my way or the highway”. Jeg kontaktede derfor Statforvaltningen, og efter flere måneders skriveri blev jeg indkaldt til møde om fremtidig samvær mellem sønnen og hans far. Krisecenteret var behjælpelig med til sidst at få en dialog på telefon igennem i forhold til at jeg ønskede separate møder, da jeg var bange for farens adfærd ved et sådan møde, hvor vi stod meget langt fra hinanden. “er du bange for ham? Tror du virkelig han vil gøre dig noget?” Jeg blev slået i hovedet af en usynlig hammer. Havde de virkelig ikke læst alle de mails jeg havde sendt, hvor jeg havde forklaret om den psykiske vold og hans manipulation, jeg havde levet under. Ikke læst om den sidste tid fyldt med hærværk på mine biler, trusler på sms, mobilePay, emails, facebook. Jeg fik fremstammet at jeg var bange for ham, og jeg vidste at vi ikke ville kunne nå nogen form for enighed ved at mødes. “Fremover er det jer der skal træffe afgørelser, hvis der skal være et samvær og samarbejde om vores fælles søn” afsluttede jeg.

Ved mit første møde i statsforvaltningen havde jeg taget en bisidder med. Jeg var oprigtig nervøs og følte hele min fremtid afhang af denne samtale, så jeg havde forberedt mig på at fremvise hvordan mønsteret af ustabilt samvær mellem far og søn havde været vinteren over. Havde gjort det klart at jeg så samvær mellem far og søn som en mulighed, men jeg var bekymret for intentionen fra fars side til samværet.  “hvad tror du der vil ske, hvis far og søn har samvær” juristen kigger på mig, fuldstændigt uden mimik. Jeg kigger ned i bordet og prøver at samle mig. “jeg ved da ikke hvad der kommer til at ske. Jeg vil gerne fortælle hvad der har været foregået forud for dette møde” ” det er lige meget, hvad tror du der vil ske?” mine tårer triller ned af mine kinder, og juristen rækker mig en klenex-pakke, og venter til jeg har samlet mig.

 

For 8 måneder siden vidste jeg at nu skulle der ske noget helt vildt.             Dagen før havde politiet hjulpet mig hjem, efter min eks kæreste truede mig på livet, på en offentlig parkeringsplads og jeg måtte søge ly i en butik. Grunden til denne trussel, var den, at han ønskede min bil registreret over til ham, og han ville ikke flytte sin bil før jeg tilkendegav at jeg ville omregistrere den dagen efter. Han blokerede min mulighed for at køre ud af parkeringspladsen, og da jeg forsøgte at gå væk fra min bil, kørte han efter mig. Desperat fik jeg ringet 114, men da jeg ser han kommer efter mig, lægger jeg på og ringer 112. Her bliver jeg guidet til at søge ly i en butik og vente på politiet. Jeg kigger ud af vinduet i butikken og ser hans billygter lyse ind i butikken. Ventende i tomgang. Jeg forsøger at bevare min ro, men tænker alle omkring mig må have set min frygt i mine øjne. Politiet kommer og vi får en snak om min situation og de hjælper mig væk. Da jeg kommer op i min lejlighed, ser jeg hans bil trille ind på min parkeringsplads og holder lige ude for min blok. Min telefon ringer konstant og beskeder på min svarer fortæller mig at han ikke er tilfreds med situationen. For at købe mig fred, tager jeg telefonen og vi aftaler at vi næste dag skal omregistrere min bil. Dette var dråben efter flere måneders trusler og manipulation fra min eks kærestes side, og dråben der udløste at jeg flygtede på krisecenter.

kære alle derude. Denne blog er nødvendig. Nødvendig fordi mine oplevelser, med en ekskæreste der ikke vil acceptere et brud mellem os, har ført til så mange negative oplevelser og påvirkninger på mig, mine nærmeste, mine bekendte, mit arbejde, politiet, kommunen, statsforvaltningen og mange flere. Negative oplevelser der er nødvendige italesættes og diskuteres rundt i vores små hjem, på cafeen, ved frokostbordet på arbejdspladsen, i løbeklubben, på de sociale medier, nyhederne, politikernes frokostbord eller i folketingssalen.                Behandlingen af mig og mine børn som borgere, når der er uenighed om børn i statsforvaltningen, samt en kamp for hjælp når der er et polititilhold der skal respekteres. Ansvarsfralæggelse i kommune når jeg og mine børn  er i nød og falder udenfor paragrafferne, og får afslag for den hjælp man egentligt er berettiget til. Politiets manglende opfølgning på hærværk, deres tone overfor mig når jeg ønsker hjælp efter længere tids stalking og chikane.

Jeg har egentligt ikke brug for at blive samtaleemnet, egentligt er jeg her hvor jeg burde sætte mig tilbage og vente på de sidste brikker falder på plads og jeg forhåbentligt vil kunne se en tilværelse i ro, men jeg ved at de personer jeg har lukket ind og fortalt min historie, har fået åbnet deres horisont, og jeg er ganske sikker på at jeg i forvejen har været samtaleemne rundt om spisebordene i forvejen, og bare der bliver talt, så er jeg ovenud tilfreds, for kun ved at bryde tabu, kan vi i fællesskab hjælpe hinanden, når der er brug for det. Så snak endelig løs om min situation, og spørg endelig hvis der er noget uklart. Tak for nu